Lene Terp vender hjem til Kolding

Den 1. juni vender et velkendt ansigt hjem til Kolding, når Lene Terp vender ”hjem til Kolding”. Denne gang er det ikke som fodboldtræner, men i stedet skal Lene have primær fokus på at løfte mulighederne for sportstalenter i alle idrætsgrene i en funktion som Sports- og Uddannelseskoordinator for Kolding Elite.

Lenes primære funktion vil være at tage hånd om talenterne i de svære år, hvor de bliver udfordret af stigende krav i form af ungdomsuddannelse samtidig med, at de begynder at konkurrere på seniorniveau. Der er mange ting, der skal spille sammen, og fra sommeren er der en kraftig stigning i antallet af sportstalenter under Kolding Elite på ungdomsuddannelserne, så der bliver i høj grad brug for Lenes færdigheder. Lene kommer med erfaring som talentchef på pigesiden i DBU, 3F ligatræner i KoldingQ, Lektor og rådgiver for elitesportsudøvere på UC syd.

Om ansættelsen udtaler Lene: ”Jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle talent- og eliteidrætten i Kolding Kommune i samarbejde med atleter, trænere, ledere, institutioner og klubber. Og være med til på tværs af idrætter og funktioner at skabe et langtidsholdbart og sundt trænings- og udviklingsmiljø.”

Ansættelsen er et led i realiseringen af Talentrådet for Idræts strategi om at etablere Talenternes hus, hvor ekspertise om talentudvikling kan samles og være omdrejningspunkt for talenter, træner og ledere. Om ansættelserne udtaler Talentrådet for idræts formand Jesper Kjølhede: ”Vi har fået sammensat et stærkt team, som vi tror på kan realisere strategien. Ud over kompetencer som mentor for de unge kommer Lene med erfaringer vi kan bruge til at hjælpe med at løfte klubmiljøerne yderligere.”

Dermed overlades stafetten fra Kristian Bonde Sørensen, der har skabt et stærkt fundament at bygge videre på. Kristian vil i stedet få en funktion i Kolding Elite året ud med at videreudvikle eksisterende projekter. Kolding Elite har ligeledes stillingsopslag ude til fysiske trænere til besættelse fra det kommende skoleår. Funktionen skal dække fysisk træning for Kolding Elite og flere af de lokale samarbejdsklubber. Det er funktioner, der har været varetaget af eksterne konsulenter, men med dette initiativ bliver der nu større mulighed for at få klubbernes og Kolding Elites fysiske træning til at spille sammen.