Det markante orange ungdomsboligbyggeri får en ’aflægger’ i form af en tilbygning.

Det markante orange byggeri med ungdomsboliger i Design City i Kolding Åpark får en tilbygning med 61 nye ungdoms- og familieboliger. Efter planen er de nye lejligheder klar til indflytning til semesterstart i september 2020. Det oplyser Birgitte Kragh, der er formand for  Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune.

Siden 2007 er antallet af studerende i Kolding Kommune steget med en tredjedel. Det øger behovet for ungdomsboliger, og derfor giver Kommunens Plan-, Bolig- og Miljøudvalg tilladelse til, at boligorganisationen Alfabo kan udvide ungdomsboligerne i Kolding Åpark med 61 nye boliger. Byggeriet kommer til at koste 75 millioner kroner og får et lovpligtigt kapital-indskud fra Kommunen på ca. 7,5 millioner.

Ni nye etager 

Den nye tilbygning bliver et selvstændigt tårn i ni etager og kommer til at rumme 38 et-værelses, 18 to-værelses og 5 fire-værelses boliger.

– Vi vil gerne være en attraktiv studie-by, og så er det helt afgørende, at vi kan tilbyde en bred vifte af boliger til de studerende med en god beliggenhed, siger Birgitte Kragh.

Design City er en del af campus-området i Kolding, hvor Syddansk Universitet, Designskolen Kolding, VUC og HF og snart også IBA Erhvervsakademi er placeret.

I de seneste fem år er der bygget knap 300 ungdomsboliger i Koldings campus-område, og flere er på vej. Ud over tilbygningen til Alfabos ungdomsboliger i Design City, bygger AAB/Bovia lige nu 94 nye ungdomsboliger tæt på IBA Erhvervsakademi.

Varme fra spildevand 

Det er ikke kun den orange farve på det eksisterende ungdomsbolig-byggeri i Design City, der får byggeriet til at skille sig ud.

BlueKolding, kommunens spildevandsselskab, vandt tilbage i 2017 en Danish Design Award for at udvikle en løsning, hvor de 83 ungdomsboliger bliver opvarmet med energien fra spildevand. Verdens eneste boligbyggeri med spildevand som varmekilde bliver med andre ord endnu større, når de 61 nye lejligheder også bliver opvarmet med samme teknologi.

BlueKolding er indstillet til Energy Globe Award 2019 for løsningen. Energy Globe Award er verdens mest præstigefyldte pris for bæredygtighed.